Foto: Henrik Ole Jensen

Trafikuheld i Herning udløste sigtelser til begge parter

En bilist glemte sin vigepligt, mens den anden »glemte« at man skal have kørekort og narkofrit blod

HERNING Politiet blev i går klokken 9.25 kaldt til Lillelundvej, hvor der var sket et trafikuheld.

Ifølge politiets oplysninger kørte en lastbil ud fra en byggeplads uden at overholde vigepligten, og det førte til sammenstød med en bilist. Bilisten er en 20-årig mand fra Herning, og han forklarede betjentene, at han havde overset lastbilen, fordi han blev blændet af solen.

Politiet hælder mere til den teori, at han ikke opdagede lastbilen, fordi han var påvirket. En narkotest viste, at den 20-årige mand kørte bil under indflydelse af både kokain, hash og metamfetamin. Han blev sigtet for narkokørsel og for kørsel uden førerret. Lastbilen blev ført af en 38-årig bulgarsk mand. Han blev sigtet for at overtræde sin vigepligt. Da han er udenlandsk statsborger, måtte han straks betale en bøde på 2500 kroner.