Blue Fox tabte til bundhold

Thomas Damm 

På to sene mål sikrede Herlev sig overraskende sejren i Herning og hopper væk fra sidstepladsen

ISHOCKEY Tidligere på ugen vandt Blue Fox med de knusende cifre 10-2 over Metal Ligaens ene bundhold, Hvidovre. Fredag var der hjemmekamp mod Herlev, ligaens andet bundhold.

De fans, der havde forventet en ny målfest, blev skuffede. For det endte nemlig som et sandt antiklimaks. Herlev kunne køre hjem til hovedstaden med en sejr på 3-1 og tre vigtige point.

Lasse Lassen scorede ellers kampens første mål i det 14. minut og bragte planmæssigt »blårævene« foran.

På dette tidspunkt havde Blue Fox allerede været ramt af to udvisninger, og i løbet af kampen kom der yderligere fire undertalsperioder. Det gjorde det ikke nemmere for Blue Fox at udbygge føringen.

To sene scoringer
Seks minutter inde i sidste periode udlignede Thomas Søndergaard for Herlev, og så lignede det overtid. Med 80 sekunder før de 60 minutter var overståede scorede Frederik Bjerrum til en overraskende 2-1-føring.

Kort efter trak Blue Fox målmand Ari Ahonen ud for at satse med en ekstra angriber, men det tog blot Herlev tre sekunder at sende pucken i det tomme net. En nærmest chokerende sejr til Herlev, der hopper forbi Hvidovre og op på næstsidstepladsen.

Blue Fox vandt skudstatistikken klart, men på måltavlen endte det 1-3.

Blue Fox skal i kamp igen hjemme på Kvik Hockey Arena søndag, hvor Esbjerg kommer på besøg. Den kamp sættes i gang allerede klokken 11.00.