Tæt på røde lygter til Danmarks VM-kampe – pas på sortbørsbilletter

Det gælder om at være hurtig, hvis man skal opleve de danske ishockeyløver i Jyske Bank Boxen til maj, hvor VM i ishockey - en af verdens største sportsbegivenheder - for første gang afholdes på dansk grund

ISHOCKEY Åbningsdagen, hvor Danmark møder Tyskland og USA møder Canada, er komplet udsolgt, og nu er der samlet kun lidt over 5 procent af billetterne tilbage til de resterende seks gruppespilskampe med det danske værtshold som aktør.

Organisationen bag Ishockey VM jubler over den store opbakning. Salgs- og marketingdirektør Maja Grimnitz fortæller i en pressemeddelelse, at der efterhånden ikke er mange billetter tilbage til Danmarks kampe.

- Salget er gået forrygende, og vi er enormt begejstrede over den kæmpe opbakning til vores danske drenge. I skrivende stund har vi kun lidt over 5 procent af billetterne tilbage i salg på Ticketmaster.dk, og det gælder selvsagt om at være lynhurtig ved tasterne, hvis man skal opleve de historiske danske VM-kampe i Jyske Bank Boxen, lyder det i pressemeddelelsen.

Maja Grimnitz løfter dog også en pegerfinger, idet hun gør opmørksom på, at man skal passe på med, hvor man køber sine billetter.

- Med den enorme efterspørgsel har vi også oplevet et stigende problem med billetsalg via uofficielle kanaler. Køber man billetter andre steder end hos Ticketmaster.dk, der er det eneste officielle udsalgssted, er der risiko for, at man går forgæves til maj, og det er jo et scenarie, vi meget gerne vil undgå.

I Jyske Bank Boxen skal danskerne spille imod Tyskland, USA, Canada, Finland, Norge, Letland og Sydkorea.