Stimen vokser: FCM udspillede AGF

Jørn Just Kristensen 

FCM tog en ny sikker sejr i Superligaen og er nu ubesejret i 11 kampe på stribe

FODBOLD Ikke siden 10. september er FC Midtjylland gået tomhændede fra banen, og stimen voksede igen mandag aften, da »ulvene« satte AGF til vægs med hele 4-0 efter 2-0 ved pausen.

8023 tilskuere på MCH Arena så FCM åbne opgøret med pedalen i bund. Midtjyderne var ved at blæse den tandløse traditionsklub hjem til »Smilets By« i de første 20 minutter. Mikkel Duelund havde to gode skud, hvoraf det ene ramte overliggeren, og Gustav Wikheims rappe fødder sendte aarhusianerne på glatis to gange.

Tre sukkerbolde fra »flødefoden«
Men det blev en midtjysk specialitet, der sørgede for målene. To skarpe dødbolde blev servet millimeter-præcist ind i feltet af Jakob Poulsen og headet i nettet. Rasmus Nissen Kristensen pandede et hjørnespark i mål til 1-0 efter et kvarter, og tre minutter senere var det Zsolt Korcsmár, der stangede en indbydende frisparksbold fra kaptajn Poulsen ind til 2-0.

AGF var også farlige på dødbolde. Den tidligere FCM-topscorer Morten »Duncan« Rasmussen kom til et par gode muligheder for at reducere for aarhusianerne.

Men fra midten af anden halvleg var der ikke mere i AGF. FCM styrede begivenhederne og kom til flere store chancer, inden Marc Dal Hende viste skarphed i slutfasen.

Jakob Poulsen fik sin tredje assist, da Marc Dal Hende pandede endnu en præcis dødbold fra kaptajnen i nettet til 3-0 med bare tre minutter tilbage af opgøret.

To minutter senere cementerede Marc Dal Hende den sikre sejr med en kølig venstrefodsafslutning på Jonas Borrings fine oplæg. Det var Dal Hendes ottende sæsonmål på tværs af alle turneringer - ganske godt gået af en wingback.

FCM har nu otte sejre og én uafgjort i de seneste ni Superliga-kampe, og tæller man DBU Pokalen med, er »ulvene« endda ubesejret i 11 kampe på stribe. Med de tre point er FCM igen oppe i hælene på Brøndby i toppen af Superliga-tabellen. FCM er ét point bag førerholdet fra den københavnske vestegn.