Politet ophæver afspærring efter bombetrussel: Har noget at gå efter

Martin Hove Thomsen 

På Twitter oplyser politiet, at afspærringen ved Rema1000 på H.P. Hansens Vej nu er ophævet

HERNING Politiet har siden i eftermiddags været på H.P. Hansens Vej ved Rema1000 i Herning for at undersøge stedet for den bombetrussel, der over telefon blev truet med kort før klokken 16.

Politiet har efter, at forretningen blev evakueret, afsøgt stedet med både bombehunde og hærens ammunitionsrydningstjeneste, men har ikke fundet noget på stedet.

På Twitter skriver politiet: »Vi er nu færdige med at afsøge ved Rema1000 i Herning efter bombetrussel og har ikke fundet noget på stedet. Vi ophæver afspærringen. Tak for jeres tålmodighed.«

Har noget at gå efter
Til Herning Folkeblad fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum, at efterforskningen fortsætter. Bombetrusler er noget, man selvsagt ser meget alvorligt på.

- Vi har noget at gå efter, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på nu, siger vagtchefen og fortæller, at efterforskerne blandt andet skal have fundet ud af, hvor telefonopkaldet kommer fra, og fra hvilken telefon det er sket fra.

Det er endnu ikke til at sige, hvad gerningsmanden kan se frem til at få i straf, såfremt politiet lykkes med at finde frem til vedkommende - og få vedkommende dømt. Men Jan Nørrum fortæller, at der i yderste konsekvens kan blive tale om en sag efter terrorlovgivningen.

Og i forhold til at politiet ikke fandt en bombe på stedet, siger Jan Nørrum:

- Så folk kan godt være trygge rundt omkring.