Ny kæmpesejr til Blue Fox
Thomas DammDet blev 10-2 over bundproppen Hvidovre
ISHOCKEY Herning Blue Fox vandt i sidste uge sejre på 7-1 over Rungsted og 8-1 over SønderjyskE. Tirsdag blev det så til endnu en knusende sejr for »blårævene«. Denne gang blev det 10-2 på udebanen mod Metal Ligaens bundprop, Hvidovre.
Det var ellers hjemmeholdet, der scorede kampens første mål i det niende minut ved Daniel Madsen. Inden første periode var slut, lykkedes det Markus Jensen at udligne. Det er fjerde kamp i træk med mindst én scoring fra Herning-drengen.
Anden periode var blot 16 sekunder gammel, da finske Tonni Kallela og bragte Blue Fox på 2-1. Mindre end et minut senere scorede Kallela igen - denne gang i powerplay - og endnu fire minutter senere blev det 4-1 ved Branden Gracel.
Afgjort før sidste periode
Inden anden periode sluttede, havde også Lasse Lassen og Riku Pitkänen fået scoret. Dermed var kampen endegyldigt afgjort efter anden periode.
I sidste periode scorede Anders Poulsen, Branden Gracel og Patrik Madsen for Blue Fox, inden Hvidovres Daniel H. Nielsen fik lov at pynte til 2-9. I kampens sidste sekunder ville også Thomas Vilstrup Andersen være med, og han gjorde det til 10-2.
I den anden ende var der ikke helt så meget at lave for den nye Blue Fox-målmand Albert Adamsen. Det 18-årige talent kom på banen i anden periode i søndagens nederlag mod Frederikshavn, og i aften fik han alle 60 minutter, mens Ari Ahonen sad i boksen. Blue Fox var uden Bjørn Uldall, og angriberen Daniel Nielsen, der ellers var vendt tilbage efter en skade, var heller ikke med.
De øvrige kampe i Metal Ligaen tirsdag endte således: Frederikshavn-Aalborg 3-2, Rungsted-Rødovre 3-6, SønderjyskE-Gentofte 5-2, Herlev-Esbjerg 2-4
»Blårævene«, der holder førstepladsen i Metal Ligaen spiller igen fredag. Det er mod rækkens andet bundhold, Herlev, der kommer på besøg i Herning.
Ugens mest læste historier
- Bøvl med ballademager: Generede sine omgivelser og overfusede betjente
- Hey ho let’s go: Punklegende giver koncert i Herning
- Rollerne er på plads: Big Fat Snake-sanger er med i MCH-musical
- Blev anholdt to gange på en time: Butikstyv vendte tilbage til Herningcentret
- Fem mænd sigtet i Herning: Civilklædte betjente fandt hash og knive