FCM overtager skadet Horsens-profil

Ole Bitsch 

Bubacarr Sanneh har spillet sin sidste kamp for AC Horsens

FODBOLD Tidligere i denne måned annoncerede FC Midtjylland, at klubben havde skrevet kontrakt med den gambianske landsholdsstopper Bubacarr Sanneh.

Horsens-profilen var udset til at ankomme hos »ulvene« ved nytår, men allerede nu får de kommende holdkammerater mulighed for at hilse på den 23-årige forsvarskæmpe.

FC Midtjylland har nemlig valgt at overtage behandlingen af Bubacarr Sanneh, der kæmper med en bruskskade i det ene knæ.

- Vi har aftalt med FC Midtjylland, at deres sundhedssektor overtager behandlingen af Bubacarrs skade. Det vil have den fordel, at han bliver behandlet samme sted i stedet for, at han skal skifte behandling midt i forløbet, siger Horsens-træner Bo Henriksen til Horsens Folkeblad.

Dermed kommer Sanneh ikke i aktion for Horsens, der inden julepausen møder Hobro og SønderjyskE. Afrikaneren har gennemgået en scanning, og har nu sagt farvel til klubben, hvor han har været på kontrakt siden 2014.

- Jeg tager hjem på juleferie i knap to uger i Gambia, men jeg kommer hurtigt tilbage igen, for nu gælder det min karriere i FC Midtjylland. Jeg har haft en snak med træner Jess Thorup om hans planer med mig. Midtjylland har et stærkt hold, så jeg skal kæmpe for at få en stamplads, siger Bubacarr Sanneh til Horsens Folkeblad.