Dizzy Mizz Lizzy kommer også til Herning Rocker

Kim Stoltenberg Hansen 

Dizzy Mizz Lizzy er et af hovednavnene til Herning Rocker. Der er også godt nyt fra dansefronten, hvor en klassiker vender tilbage

MUSIK Herning Rocker 2018 kan byde på ægte rock. Dizzy Mizz Lizzy bliver nemlig et af hovednavnene, når der den sidste weekend i maj er festival i Teglparken.

Årets musikfestival bliver et festfyrværkeri af kendte navne, da festivalen fejrer Herning Fremads 100-års jubilæum.

Der bliver også et kærkomment gensyn for mange, da festivalen altid bliver spurgt om ikke Italo Brothers vender tilbage - og det gør den tyske hitsnedker, der hver gang leverer sine lå-lå-lå-hits, så partyteltet er ved at vælte.

Hertil kommer, at Burhan G. også spiller, så der skal synges med på »Mest ondt«, »Jeg’ i live«, »Din for evigt« og »Kalder mig hjem«.

Også hip-hopbandet Ude af Kontrol er med på plakaten. De har fået guldplader for numrene »FuckBoi«, »Bustum«, »Morgenfest« og »Kontrolleret Kaos«.

Tidligere i dag har Herning Rocker offentliggjort, at også Mads Langer, Infernal og Die Herren er på programmet.

Der kommer i alt 15 navne på festivalen, og arrangørerne lover, at der fortsat er masser af topbands i vente!