Hersbo i tysk domkirke

MUSIK Det er muligt at tidligere organist ved Skt. Johannes Kirke, Bjarne Hersbo, gik på pension for nogle år siden, men han fortsætter ufortrødent med at komponere.

På lørdag har han den ære, at hans seneste værk opføres i den tyske domkirke, Speyer Dom, hvorfra den tidligere kansler Helmuth Kohl blev begravet.

Musikalsk samtale
Bjarne Hersbo skal ikke selv opføre værket - det gør domorganist Christoph Keggenhoff.

- Min medvirken bliver alene - udover at opleve min musik spillet i den underskønne Kaiserdom - at medvirke ved introduktionen af aftenens program før koncerten ved en samtale, som styres af 1. domorganisten Marcus Eichenlaub og en musikjournalist, forklarer Bjarne Hersbo.

Tager musikken med hjem
Ved samme lejlighed præsenteres en cd med musikken.

- Vi glæder os enormt - også til at »tage« koncerten med hjem i form af den nye cd »Resignation und Hoffnung«, som denne aften også får sin release, lyder det fra Bjarne Hersbo.