Sen scoring sikrede FCM sejren i Aalborg

Kenneth Kristiansen 

Gustav Wikheim blev matchvinder kort før tid i 1-0-sejren over AaB

FODBOLD Forløsningen kom få minutter før tid for FC Midtjylland i Aalborg.

Stadionuret viste 87, da indskiftede Gustav Wikheim modtog en dyb, høj aflevering fra Janus Drachmann. Nordmanden tog et træk og placerede køligt bolden bag AaB’s målmand, Jacob Rinne.

1-0 til FC Midtjylland - og det, der lignede en halværgerlig nulløsning, endte med fest, farver og tre point for Jess Thorups tropper, der dermed holder fast i toppen af Alka Superligaen, blot ét point efter Brøndby på førstepladsen.

Det lignede ellers en noget atypisk »plan B«, det Jess Thorup satte i værk i løbet af anden halvleg. FCM-træneren skiftede begge sine normalt så målfarlige angribere ud. Paul Onuachu og Alexander Sørloth var ikke skarpe denne aften i Aalborg, og trænerteamet valgte så en slutfase, hvor angrebet bestod af tre kantspillere: Jonas Borring, Rilwan Hassan og Gustav Wikheim.

FCM pressede på til sidst i jagten på målet, og til sidst gav presset - og planen - pote.

Dominerede fra start
FCM stillede i startopstillingen op med Janus Drachmann på den centrale midtbane, mens Tim Sparv tog plads på bænken. På højre wingback var Rasmus Nissen med igen efter en skadespause. Derudover var holdet det samme som i de seneste kampe.

Gæsterne dominerede kampen stort set fra begyndelsen og indledte med et par nærgående langskud fra Kian Hansen og Janus Drachmann.

Første halvlegs største chance var et hovedstød fra Alexander Sørloth. 10 minutter før halvtid steg han til vejrs og headede med ryggen til bolden mod mål, men AaB-keeper fik på fornem vis en udstrakt arm i vejen.

Endnu større var muligheden for en FCM-føring dog nogle minutter forinden, for her var bolden i nettet. Men dommer Peter Kjærsgaard vurderede, at Paul Onuachu begik frispark, da han steg til vejrs og headede bolden ind.

Efter pausen var hjemmeholdet tæt på et par gange, men afslutningerne stod slet ikke mål med chancernes størrelse. Blandt andre Rasmus Würtz og Jannik Pohl var tæt på, mens FCM i den anden ende stadig havde bolden meget, men uden at komme frem til det store. Der manglede skarphed i både indlæg og afslutninger.

Altså lige ind til Gustav Wikheim tog sagen i egne fødder og sikrede FC Midtjylland sejren.