Rend og hop med den brækkede fod: The Minds of 99 væltede Fermaten

Kim Stoltenberg Hansen 

Forsangeren havde brækket sin fod ved en fodboldkamp, men bandet »The Minds of 99« vandt alligevel i Herning

KULTUR Koncerten var i fare for at blive aflyst, men lørdag aften endte som en fest af de helt fede, da »The Minds of 99« gæstede det herningensiske spillested Fermaten.

Forsanger Niels Brandt havde nemlig brækket sin fod under en fodboldkamp, og så kunne man enten vælge den pjevsede udvej at aflyse koncerten eller Dave Grohl-modellen - forsangeren fra verdensnavnet Foo Fighters, der lagde alen til sin berømmelse ved at spille videre efter han brækkede benet under en koncert.

Niels Brandt valgte heldigvis den sidstnævnte løsning og troppede op med humpen og krykker, men med et spillehumør, der ikke fejlede det mindste. Han gav den så meget gas, som man nu kan, når man dårligt kan bevæge sig - men heldigvis smittede det omvendt af på publikum. I Herning kan folk vel egentlig bedst lide at stå lidt stille, men Fermaten rockede som aldrig før. Under »Det er Knud som er død« var det kun forsangerens gipsindkapslede venstreben, der var dødt. Alt andet sprang spillevende rundt.

Krykker som forlængede arme
Det hæmmede naturligvis aftenen lidt, at festens midtpunkt var svært handicappet. De øvrige bandmedlemmer kunne have snuppet rampelyset. De er dygtige musikere, men ikke entertainere, så det var op til den stakkels Niels Brandt at få gang i en fest, hvor han ikke selv kunne deltage fuldt ud. Hans krykker fungerede fint som forlængede arme, men i bandet bedste dansenumre kom det lidt til kort, at manden sad i en stol. Og en kort besked til hans læge: I et nummer havde han faktisk foden over hjertehøjde. Resten af aftenen kunne han dog ikke holde sig i ro. Akkurat som det tætpakkede Fermaten, der jublede sig igennem »Ma cherie bon bon«, »I’m gonna die«, »Hurtige hænder«, »Ung kniv, helt skarp« og alle de andre højdepunkter fra det unge og helt skarpe band.

Moderne dansk musik har - mindst - 99 problemer, men »The Minds of 99« er ikke et af dem - uanset hvor mange ben man brækker på bandmedlemmerne...