Bastian vandt MGP i Boxen i 2017. Showet er populært, og der blev hurtigt udsolgt til MGP 2019, da billetsalget åbnede i dag. Foto: Tom Lausen

Billetstorm udløser ekstra MGP-show

Det traditionsrige show med deltagerne fra årets MGP er populært i Herning. Derfor åbnes billetsalget allerede nu til et ekstra show med deltagerne fra MGP 2018 i kongrescentret.

HERNING Showet med deltagerne fra MGP 2018 søndag 4. marts 2018 i MCH Herning Kongrescenter er allerede tæt på udsolgt, skriver MCH i en pressemeddelelse.

Derfor har kongrescentret sammen med DR besluttet at afholde et ekstra show i byen samme dag, så endnu flere børn får muligheden for at opleve MGP-deltagerne live.

- Vi er meget begejstrede for den enorme interesse, der er for MGP-stjernerne. Det understreger med al tydelighed, at de mange flotte shows i Herning gennem årene har skabt en enorm interesse for DR’s shows i landsdelen blandt børn som voksne. Vi glæder os over, at MGP-stjernerne og DR har gjort det muligt at lave et ekstra show for de mange midtjyske MGP-fans, som gerne vil opleve og møde de unge stjerner, siger Nicki Quist, der er leder af kultur i MCH, i pressemeddelelsen.

Vinderen af MGP 2018 kåres ved et stort show lørdag 17. februar 2018 i Aalborg.