Biblioteket inspirerer ung opera

HERNING På søndag opfører unge fra Danmark og England en helt ny forestilling på Herning Bibliotek.

Der er fortiden, og der er nutiden, men hvad med fremtiden? Hvis du skulle give nogen en ny begyndelse, hvem skulle det så være, og hvordan skulle den se ud?

Det er blot nogle af de spørgsmål, som unge på Den Jyske Operas talenthold, TalentU, har stillet sig selv og en flok jævnaldrende fra Opera North Youth Chorus fra England.

Begge hold har også stillet spørgsmålene videre, og i denne uge arbejder de alle sammen om at gøre al materialet til en del af forestillingen »New Beginnings«, der opføres i weekenden som åbning af GrowOP!-festivalen, Danmarks første operafestival for børn og unge.

Indretning med i skabelsen
Forestillingen skabes til særlige rum, og når den søndag eftermiddag opføres to gange midt i Herning Bibliotek har bibliotekets indretning været med fra starten i skabelsesprocessen.

Publikum kan gratis overvære forestillingen, der har musik af engelske Michael Betteridge.