FCM-kvinderne tabte et skridt i topstriden
Kenneth KristiansenHjemme i IBF Arena i Ikast tabte FC Midtjylland 22-25 til Team Esbjerg
HåNDBOLD Aftenen i IBF Arena begyndte med fest og farver, da Tonje Kjærgaard og Sabine Englert blev optaget i FCM Håndbolds nystiftede »Alpi Legends«-klub lige før kampstart. Men da selve håndboldkampen begyndte, var det knap så festligt, set med hjemmeholdets øjne.
Gæsterne fra Team Esbjerg vandt topkampen i HTH Go Ligaen 25-22, og dermed tabte FCM et vigtigt skridt i topstriden. FCM har nu 14 point for 10 kampe - det samme er Team Esbjerg nu oppe på. Ligaen føres af København Håndbold med 16 point.
FCM-spillerne havde store problemer med at komme ud af starthullerne. Forsvaret og legenden Englert gjorde det fint i defensiven, men der var langt mellem scoringerne i den anden ende.
Gæsterne fra Team Esbjerg kom foran 8-4 og 11-7, før FCM vågnede lidt op mod slutningen af halvlegen, blandt andre takket være en hurtig og skarp Emma Friis i kontrafasen. Team Esbjerg var dog oppe med 13-10 ved pausen.
Stolpe-ud og nederlag
Anden halvlegs indledning viste et hjemmehold, der ville tilbage i kampen, men der skulle hårdt arbejde til mod et Esbjerg-hold, der lugtede point. Anført af ukuelige Veronica Kristiansen kom FCM alligevel op på minus én, 18-19, knap midtvejs i halvlegen, og efter en timeout lå en udligning i luften for et hjemmehold med momentum.
Men detaljerne, marginalerne var ikke med FCM-holdet, da det var allermest nødvendigt. Annika Jakobsens afslutning fra højre fløj traf træværket, og i stedet scorede Team Esbjerg til 20-18-føring kort efter. Få minutter senere var hjemmeholdet bagud med fem mål, og så var kampen afgjort.
FCM’s topscorer i opgøret blev Veronica Kristiansen med otte mål.
FCM-kvinderne spiller næste gang på lørdag. Det er i Champions League mod ungarske Györ hjemme i IBF Arena.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.