Foto: Henrik Ole Jensen

Tre formodede indbrudstyve anholdt i nat

Politiet fik med god hjælp fra et vidne has på tre formodede indbrudstyve i nat

Herning Et årvågent vidne samt effektivt politiarbejde førte i nat til, at tre mænd fra Københavnsområdet blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

Sagen begyndte klokken 01.19, hvor vidnet kontaktede politiet og fortalte, at der holdt en mistænkelig bil på Sandagervej ved engrosfirmaet Dagrofa. Vidnet sagde samtidig, at en person lige var hoppet ind over hegnet til virksomheden.

Patruljer kørte til stedet, og kort efter blev en 23-årig mand fra Valby anholdt inde på pladsen.

To andre forsvandt fra stedet, og politiet satte hunde til at gå spor. Det endte cirka en kilometer senere ved Netto på Holstebrovej. Betjentene tog klokken kvart i tre kontakt til Herning Taxa for at høre om eventuelle ture fra området, og det gav bid.

- En chauffør havde kørt to mænd til Silkeborg. De var sat af på stationen. Vi kontaktede kollegerne i Silkeborg, som kunne anholde to mænd på stationen, forklarer politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

De anholdte er en 32-årig mand med ukendt adresse i København samt en 25-årig mand fra Valby.

- De fortalte chaufføren, at de var på vej til København, og vi har ikke hørt andet, end at de har betalt for turen, siger Henning Præstegaard.