Foto: Nils Lund

To biler impliceret i uheld ved Lind

Martin Hove Thomsen 

Tirsdag morgen klokken 8 modtog politiet en anmeldelse om et færdselsuheld syd for Herning

LIND I krydset mellem Vardevej og Vesterlindvej ved Lind er to biler i morges kørt galt.

Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Carsten Henriksen, oplyser, at ingen personer er kommet til skade, men at der er sket materiel skade.

- Der skulle være sket stor skade på den ene bil. To biler er involveret, og så er der også sket skade på nogle skilte i krydset, siger vagtchefen.

Ifølge Carsten Henriksen ligger der efter uheldet væske og bildele på vejen, som redningsmandskabet var på stedet for at få fjernet.