FCM henter stærk forsvarer i Horsens

Jørn Just Kristensen 

Bubacarr Sanneh skifter til FCM på en fireårig aftale med virkning fra 1. januar

FODBOLD Tegnene har været der længe, og nu blev det bekræftet: Bubacarr Sanneh skifter fra AC Horsens til FC Midtjylland i vinterens transfervindue.

Den 22-årige midterforsvarer har i denne og forrige sæson været en markant profil i Horsens’ forsvar med sin stærke fysik. Tilmed har han i denne sæson scoret fire mål.

- Vi har sikret os en enormt dygtig duelspiller til forsvaret. Han er god i en-mod-en-situationer, og så er han fremadrettet. Han er som skræddersyet til vores system, og så er han vel ligaens stærkeste spiller på dødbolde, som er et vigtigt parameter her i FC Midtjylland, siger cheftræner Jess Thorup til FCM’s hjemmeside.

Forsvareren, der stammer fra Gambia, kom til Horsens allerede i sommeren 2014. I første omgang på et lejemål, men senere på en permanent aftale. Sanneh fylder 23 år senere på måneden og har spillet 99 kampe for Horsens. I dem har han scoret 14 mål.

- Vi henter Bubacarr Sanneh, fordi han passer godt ind i vores i vores tremandsforsvar i det nye 3-4-3-system. Med Bubacarr Sanneh henter vi en kvalitetsspiller på denne centrale position, som giver øget konkurrence i vores i forvejen stærke bagkæde, siger sportschef Svend Graversen til FCM’s hjemmeside.

Bubacarr Sanneh har spillet to A-landskampe for Gambia.

FCM jagtede også den afrikanske forsvarer heftigt i slutningen af sommerens transfervindue, men formåede ikke at nå til enighed med spilleren dengang. Siden har Sanneh i øvrigt skiftet agent.