Blue Fox slået i overtid

Jørn Just Kristensen 

»Rævene« måtte nøjes med ét point i Odense, men er definitivt sikret en plads ved Final4 i Jyske Bank Boxen

ISHOCKEY Et tæt drama endte uden lykkelig slutning for Herning Blue Fox.

Metal Ligaens tophold tabte søndag eftermiddag 1-2 på udebane mod Odense Bulldogs i en herrefight, hvor der blev gået til stålet fra start.

Det matchvindende mål blev braget i kassen fra landsholdsspiller Søren Nielsen efter 1.01 minutter af overtiden. Kort forinden havde Jan Dalecky en chance for Blue Fox, men »rævene« vil nok snarere ærgre sig over, at de ikke lukkede opgøret i slutningen af den ordinære tid, da de fik et powerplay til allersidst.

Opgøret i Odense var temporigt fra første fløjt, og det var Herning, der kom bedst ud af boksen. Riku Pitkänen ramte stolpen efter små fem minutter, og halvandet minut senere bragte Branden Gracel midtjyderne i front. Canadieren var hurtig over returen efter sit eget skud.

Pendulet svingede den anden vej i midterste periode, hvor Blue Fox ragede lidt for mange udvisninger til sig. Odense fik udlignet, da to af deres fire canadiske angribere - tilmed de to bedste - kombinerede skarpt. Dale Mitchell fandt topscorer Anthony Camara til 1-1.

Tredje periode bød på mægtig fight. Blue Fox overlevede en fem-mod-tre-situation og kæmpede sig igennem fem minutter i undertal, da Mathias Mølgaard forløb sig mod Yannick Vedel.

Trods nederlag ligger Herning Blue Fox stadig nummer ét i Metal Ligaen og er nu definitivt sikret en plads ved Final4-stævnet i Jyske Bank Boxen.

For Odense var det femte sejr på stribe, og fynboerne ligner lige nu også et hold, der kommer til Final4.