Klar til kvartfinalerne: Stensikker 3-0-sejr til FCM i Odense

Kenneth Kristiansen 

FC Midtjylland vandt pokalottendedelsfinalen på mål af Mikkel Duelund, Alexander Sørloth og Bozhidar Kraev

FODBOLD FC Midtjylland er videre til kvartfinalerne i DBU Pokalen efter en sikker 3-0-sejr på udebane over OB onsdag aften.

Mikkel Duelund, Alexander Sørloth og Bozhidar Kraev scorede målene for FCM.

Cheftræner Jess Thorup sparede flere af profilerne til pokaldysten, blandt andre Rasmus Nissen, Marc Dal Hende og anfører Jakob Poulsen.

Kampens første fase var rodet og uden de helt store chancer, men dog med FCM mest på bolden. Filip Novák var tæt på at komme frem til en stor mulighed fra tæt hold ovenpå nogle fine FCM-kombinationer efter et hjørnespark, men efterhånden fik hjemmeholdet arbejdet sig ind i kampen.

Netop, som OB var ved at have fået et overtag, slog FC Midtjylland så til. Paul Onuachu forlængede i feltet et indlæg med hovedet videre til Mikkel Duelund, der tog bolden ned med brystet og sendte den ind i kassen i modsatte hjørne. Flot boldkontrol og scoring af Mikkel Duelund, der dermed kom på tavlen for anden kamp i træk - han var også på pletten i søndagens 4-2-hjemmesejr over Horsens.

Og Mikkel Duelund, der mod OB fik sin blot tredje startplads i sæsonen, var slet ikke færdig endnu. Otte minutter efter pausen indtog han assistrollen, da han smart løftede bolden over hele OB’s forsvar. Den dumpede ned hos Alexander Sørloth, der lidt akavet fik snittet den ind bag OB-keeper Sten Grytebust. 2-0 til FC Midtjylland.

Sejren var herfra på ingen måde i fare for FCM, der burde være kommet på 3-0, da Alexander Sørloth kom afsted i et kontraløb. Nordmanden valgte at spille til siden ud mod Mikkel Duelund i stedet for at afslutte selv, men en OB’er kom imellem og fik sendt bolden til hjørnespark.

Det tredje mål kom i stedet fire minutter før tid, da indskiftede Bozhidar Kraev tog et par træk og bankede op i målhjørnet med højrefoden. Flot scoring af den bulgarske landsholdsspiller.

Med sejren er FC Midtjylland nu klar til kvartfinalerne i DBU Pokalen. De spilles til foråret.