Stik ind på apoteket og få en gratis influenzavaccination

HERNING Ældre personer og andre i særlige risikogrupper kan resten af året blive gratis vaccineret på Herning Østergades Apotek og Apoteket herningCentret. Ingen af stederne er der brug for tidsbestilling, men i herningCentret gælder tilbuddet kun om mandagen og fredagen.

Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut vurderer, at der hvert år dør 1000-2000 danskere på grund af influenza. Langt størsteparten tilhører de særlige risikogrupper: personer over 65 år, svært overvægtige med en BMI på over 40, gravide i mere end 12. uge, førtidspensionister samt personer med diabetes og visse andre kroniske sygdomme.

Studier fra udlandet viser, at flere bliver vaccineret, når apotekerne er involveret. Det er den erfaring, som de danske apoteker og samarbejdspartneren Practio, der driver sikkervaccination.dk, bygger på.

- Vi gør det nemmere for folk at blive vaccineret af uddannet sundhedspersonale på apoteket. Især kan personer i risikogruppen, som i forvejen ofte er på apoteket, have stor gavn af influenzavaccinen for at undgå en alvorlig influenza, siger apoteker Helle Steen Sørensen fra Herning Østergades Apotek i en pressemeddelelse.

Såvel Herning Løve Apotek som butikskæden Matas havde et tilsvarende tilbud om gratis influenzavaccination tidligere på måneden.