Fire og et halvt års fængsel for seksuelle overgreb på ni-årig steddatter

af jesper wind 

33-årig mand kendt skyldig ved Retten i Herning

HERNNG En 33-årig mand fra Hernings sydlige opland skal fire og et halvt år i fængsel for flere seksuelle overgreb på sin ni-årige steddatter.

Det bestemte en domsmandsret ved Retten i Herning i dag.

Anklagemyndigheden havde krævet otte års fængsel, mens den 33-åriges forsvarer havde krævet enten frifindelse eller højst fængsel i fire år.

Rettens formand, dommer Steen Friis Nielsen, oplyste, at den ni-årige pige har afgivet fire forklaringer, som retten fandt troværdige.

Tre gange analsex
Ifølge pigens forklaringer har hendes stedfar i tre tilfælde haft analsex med hende. Han har også flere gange bedt hende i badeværelset eller i hendes seng om at røre ved hans penis.

Den 33-årige blev også idømt at betale 75.000 kroner i erstatning til hans steddatter og sagens omkostninger.

Overgrebene skal være fundet sted fra sommeren 2016 og frem til det tidligere forår 2017, hvor den 33-årige blev varetægtsfængslet.

Han har nægtet sig skyldig og udbad sig tid til at tænke over, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.

Vi bringer ikke den dømtes navn af hensyn til hans steddatter på ni år.