80-årig dømt for at true p-vagt i midtbyen

Kim Stoltenberg Hansen 

Ældre mand truede privat parkeringsvagt og kørte rundt i Herning efter vagten

RETSSAG En 80-årig mand blev i går dømt for trusler mod en privat p-vagt. Det oplyser retten i Herning på deres hjemmeside. Episoden begyndte i marts i Herning, hvor den ældre herre fik en bøde af parkeringsvagten for at holde ulovlig parkeret på parkeringspladsen ved den nu nedlagte China House ved Kousgaards Plads. Det fik den 80-årige til at konfrontere p-vagten senere, da vedkommende var ved at kontrollere biler ved parkeringspladserne ved Rema 1000 på Viborgvej.

Den meget ophidsede 80-årige mand kaldte p-vagten diverse skældsord og sagde: »Jeg skal nok finde ud af, hvem du er, og hvor du hører til. Du kan vente dig«. Og bagefter havde den 80-årige kørt efter P-vagten rundt i Herning midtby.

Det var en enig domsmandsret, der fandt, at den 80-åriges ord og handlinger var en trussel, der var egnet til at fremkalde frygt for p-vagtens liv eller helbred.

Anklagemyndigheden mente, at den 80-årige skulle dømmes for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, der vedrører personer som handler i offentlig tjeneste. Retten mente dog offeret som ansat i et privat parkeringsfirma, der foretager kontrol på private parkeringspladser, ikke var omfattet af den særlige beskyttelse. Den 80-årige blev derfor i stedet fundet skyldig i overtrædelse af den almindelige trusselsparagraf i straffeloven. Dommen lød på 10 dages fængsel, som retten på grund af mandens høje alder og hans gode personlige forhold gjorde betinget.

Den 80-årige ankede med det samme dommen.