Unge bruger McDonald’s som varmestue

Palle Heering Nielsen 

HERNING Større grupper af unge i alderen fra 14 til 17 år er begyndt at bruge McDonald’s på Silkeborgvej som varmestue.

Ifølge politiet kommer de unge mange steder fra i Herning, og de samles typisk om aftenen.

- Der er måske én, der køber noget, mens resten bruger stedet som varmestue. Det har stået på i et stykke tid, og vi har fået flere henvendelser, siger politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Han har oplysninger om, at der er blevet svaret flabet, når personalet har bedt de unge om at forlade restauranten.

Andre gange har de unge været højrøstede.

- De kan godt virke truende over for andre gæster, når de er en større gruppe, siger politikommissæren.

Alene i går traf politiet 14 unge på stedet, og betjentene noterede navnene på dem, der var med i gruppen.

- Vi vil tage kontakt til kommunens SSP-medarbejdere og se, om vi kan få det stoppet ved at tage samtaler med forældrene, siger Henning Præstegaard.