To tricktyve tilbød massage til ældre kvinder

Palle Heering Nielsen 

Ældre medborgere i Hammerum, Lind og Snejbjerg fik i går besøg af to kvinder, der udgav sig for at være læger

HERNING Lokalpolitiet i Herning fik i går tre anmeldelser om, at to kvinder havde opsøgt ældre borgere i omegnsbyerne til Herning og havde udgivet sig for at være læger.

Omkring klokken 10 fik en 93-årig kvinde fra Hammerum besøg i sit hjem på Elmegade af de to kvinder, der talte engelsk.

Beboer råbte på hjælp
Den ene ville give den ældre kvinde massage, og imens var den anden rundt i kvindens hjem. Da de var gået, kunne beboeren ifølge politiet se, at smykkeskrinet stod åbent.

Klokken 10.45 var de samme kvinder på Holmegårdsvej i Lind. De bankede på døren til en 78-årig kvinde, der fattede mistanke, da den ene af kvinderne stod med et stykke papir i hænderne.

Alligevel forsøgte den ene tricktyv at komme ind, men beboeren fik råbt på hjælp, og sammen med sin mand og en person fra hjemmeplejen fik de verfet de to tricktyve væk.

Signalement af den ene
Et kvarter senere var kvinderne på Sydgaden i Snejbjerg, hvor de var inde hos en 88-årig kvinde. Hun fik massage af den ene kvinde, mens den ande nså sig omkring i kvindens hjem. Politiet har kun et signalement af den ene af kvinderne. Hun skulle være 30-35 år, 165-167 centimeter høj, kraftig af bygning og med langt hår. Hun er østeuropæisk af udseende og talte engelsk. Hun bar blandt andet en mørkeblå dynejakke.

- Der er ikke stjålet noget, men det er vores vurdering, at det var deres hensigt, forklarer politikommissær Henning Præstegaard fra lokalpolitiet i Herning.