Danske Spil har FCM som delt favorit til mesterskabet

For første gang i to år er FCK ikke længere mesterskabsfavoritter hos bookmakeren Danske Spil - FC Midtjylland deler favoritværdigheden med Brøndby IF

FODBOLD FC København tabte søndag med 1-0 i Odense, og dermed er førstepladsen i Superligaen pludselig otte point væk for Løverne.

Det – kombineret med sejre til FCN, Brøndby og FCM – har gjort, at favoritværdigheden i mesterskabskampen nu er hos Brøndby og FC Midtjylland. Sådan lyder meldingen fra Danske Spil.

- Én ting er, at der er otte point op til FC Nordsjælland, men FCK skal også overhale Brøndby og FC Midtjylland, som er i bedre form end FCK lige nu, og som henter point, hver gang de spiller, siger Peter Emmike Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Derfor har vi lige nu Brøndby og FC Midtjylland som delte favoritter til at blive danmarksmestre. Vi har dem til odds 3,00, mens vi har FCK til odds 3,25.

FC København har i de seneste år siddet solidt på tronen som førerhold i Danmark. Kigger man over de seneste to år, har FCK konstant været favoritter til at blive mestre. Ikke siden slutningen af sæsonen 14/15, hvor FCM var favorit, har FCK prøvet at være underdog rent oddsmæssigt.

- I år mangler FCK at finde de profiler, der kan føre dem til mesterskabet. Det ligner en lidt presset trup i øjeblikket, og den skal altså præstere både i Superligaen og i Europa. Det er svært. Det kan sagtens være, at de genfinder formen, men det skal ske snart, for ellers bliver det svært at holde trit med FCM og Brøndby, siger Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil i pressemeddelelsen.