Folk og røvere til audition

HERNING Søndag er der audition på »Folk og røvere i Kardemomme By« i kongrescentret.

Alle med en skuespiller i maven, stor teaterglæde og lyst til at bruge vinterferien på at underholde glade børn kan stille op.

Spilleglæden afgørende
Tæppet til forestillingen går 10.-15. februar 2018 i MCH Herning Kongrescenter og i Aalborg Kongres & Kultur Center 18.-19. februar 2018.

Der søges omkring 20 skuespillere og sangere, hvoraf to skal være børn i alderen 7-10 år.

- Der er ingen krav om erfaring eller andre forudsætninger, man skal bare have lysten til at spille teater. Det er spilleglæden, der skal være den altoverskyggende grund til at møde op denne søndag, understreger Stina Tang Frandsen, projektleder i MCH Musicals, der ser frem til at hilse på de forhåbentlig mange teaterglade aspiranter.