Hej skal vi lege?

HERNING 998 børn fra Herning Kommune skal i uge 41 være med i bevægelsesugen »Hej skal vi lege?«, hvor der er fokus på leg og styrkelse af motorikken.

Børneulykkesfonden, DGI og firmaet Bobles står bag.

Med ugen håber man at kunne inspirere forældre og pædagoger til mere motorik, leg og bevægelse i institutionerne.

I år er der tilmeldt omkring 25.000 børn fra 815 institutioner, og siden 2011 har mere end 259.000 børn deltaget.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bør børn fra et til fire år bevæge sig så meget som muligt, mens børn i fem til seks års alderen skal bevæge sig mindst en time om dagen. Ifølge Louise Hærvig, børnefysioterapeut tilknyttet Bobles og udvikler af legene i bevægelsesugen, er det vigtigt, at bevægelse tænkes ind som en helhed i børnenes dag - også derhjemme.