Håndværker-støv satte gang i brandalarm i midtbyen

Kim Stoltenberg Hansen 

Brandfolkene drønende til Scandic, hvor håndværkerne forgæves havde forsøgt at undgå brandalarm-problemer

HERNING Tre brandbiler kom i eftermiddag susende til Hotel Scandic i midtbyen, men efter ganske få sekunder kunne de atter bakke ud af hotellets parkeringsplads og vende snuden hjemad. Det var nemlig ikke tale om røg, men støv, fortæller indsatsleder Peter Kristensen fra Brand & Redning Midtvest.

- Støv virker stort set på samme måde som røg overfor en brandalarm, og hotellet havde håndværkere-arbejde, der støvede rigtig meget. Håndværkerne havde faktisk kommet store mængder af malertape over brandalarmen for at undgå at støvet satte den i gang, men alarmen var meget effektiv, siger indsatslederen.

Han fortæller, at brandfolkene - naturligvis - kommer susende med hele styrken, selv om det viste sig at være en falsk alarm.

- Indtil det modsatte er bevist, handler vi ud fra, at der er tale om en bygningsbrand i et hotel. Hvis de ansatte kan nå at tjekke deres system og se, hvilken alarm, der er tale om - og herefter gå hen og fysisk stå lige under alarmen og konstatere, at der er tale om støv og ikke røg, så aflyser vi den fulde styrke, siger han.

Det nåede personalet ikke denne gang, og sådan er det ofte med disse automatiske brandmeldinger, der viser sig at være støv, cigaretrøg eller andet uskyldigt.

- Det ser vi tit. Så sent som i går nat var vi en tur her på Scandic på 9. sal, hvor det viste sig at være cigaretrøg, fortæller Peter Kristensen.