Ny overtidssejr til Blue Fox

Jørn Just Kristensen 

Herning Blue Fox slog de danske vicemestre fra Gentofte 4-3 efter overtid

ISHOCKEY For anden gang i denne uge tog Herning Blue Fox to point efter en matchvindende scoring i overtiden. I tirsdags gik det udover Aalborg Pirates, og fredag aften fortsatte den ubesejrede stime, da Branden Gracel lynede i overtiden mod de danske vicemestre fra Gentofte.

»Rævene« vandt 4-3 på canadierens matchvindende scoring.

Føringen bølgede frem og tilbage i Gentofte Skøjtehal.

Jeffrey Terminesi bragte Gentofte i front efter godt seks minutter, men Branden Gracel udlignede inden første pause, og i midterste periode sørgede finske Antti Kerälä for en 2-1-føring til Herning.

Men Gentofte, som vandt skudstatikken 35-25, svarede igen med scoringer af Marko Virtala og Luis Blak Olsen til 3-2 midt i tredje periode.

Værternes føring holdt dog kun 36 sekunder, før Lasse Lassen havde bragt balance i regnskabet. 3-3 og den stilling holdt den ordinære tid ud.

Tre et halvt minut inde i overtiden slog Branden Gracel til på oplæg af backen Christian Silfver. Den canadiske center er nu den eneste spiller i Metal Ligaen, der er oppe på syv scoringer, og han er på en delt førsteplads på ligaens pointliste.

Med sejren er Blue Fox naturligvis fortsat i spidsen for Metal Ligaen. »Rævene« har nu 18 point for sine syv ubesejrede kampe.