Blue Fox knuste Esbjerg i anden periode

Thomas Damm 

Med fem mål i anden periode bragte Blue Fox sig på sejrskurs mod Esbjerg

ISHOCKEY Det så ikke godt ud for Herning i første periode, da Blue Fox fredag havde besøg af Esbjerg. Det var en kamp mellem nummer et og to i Metal Ligaen.

Vestjyderne vandt perioden 1-0, og det var ikke mange chancer, som »blårævene« producerede. At Esbjergs mål så var af den uheldige slags gjorde ikke føringen mindre fortjent. Fra en position bag mål ville Esbjergs Henrik Clausen lægge pucken ind foran mål. Men han ramte i stedet målvogter Simon Nielsen bag på, så pucken hoppede i nettet.

I begyndelsen af anden periode var det også Esbjerg, der var bedst. Men så havde Blue Fox powerplay, og det udnyttede Markus Jensen til at udligne til 1-1. Han modtog en super tværpasning fra Antti Kerälä og scorede sikkert.

Det gav momentum til hjemmeholdet, som fire minutter senere bragte sig foran 2-1. Angriberen Daniel Nielsen, der spillede sin kamp nummer 100 for Blue Fox, fulgte op på Anders Poulsens slagskud.

Mål på stribe
Herfra gik det meget stærkt. Mindre end fem minutter senere førte Blue Fox 5-1. Esbjerg-holdet var i opløsning, mens alt lykkedes for Blue Fox. Brendan Gracel scorede til 3-1 og 5-1, mens backen Christian Silfver energisk gjorde det til 4-1.

En effektiv anden periode vendte kampen på hovedet, og det formåede Esbjerg aldrig at komme tilbage fra. Godt nok reducerede de otte minutter inde i sidste periode til 2-5, men mere spænding kom der aldrig. Dog blev det 3-5 med 50 sekunder tilbage,da der var åbent hus i Blue Fox-zonen. Herefter havde Markus Jensen en friløber mod Esbjerg-målet, men den tidligere Henring-spiller Mathias Seldrup greb ham ud.

De tre point betyder, at Blue Fox hopper forbi Esbjerg i tabellen.

Blue Fox-træner Petri Skriko er rimeligt tilfreds med indsatsen.

- Det er godt, at vi laver fem mål i anden periode. Vores angribere skaber chancer for os. Det er godt. Men jeg er ked af, at vi giver dem et par mål i sidste periode. Vi ville gerne have lukket dem helt ned, men giver dem to mål. Det er ikke tilfredsstillende, siger Petri Skriko til TV2 Sport.

De to hold mødes allerede lørdag aften i Esbjerg med kampstart klokken 19.00.