Lyster og syndig sult

Folkeuniversitetet sætter fokus på mad i de kommende dage

FOREDRAG Er du én af dem, der glæder sig til weekendens rundstykker eller smagsprøver i ungernes fredagsslik, så er du nok ikke den eneste.

Så oplever du at være lækkersulten, eller have »cravings«, som det hedder på engelsk.

Mad kan være lækkert, og mad skal der til ved fem måltider om dagen, for uden mad og drikke - ja, så ved du hvad der sker. Folkeuniversitetet præsenterer mad-arrangementer i forbindelse med den regionale festival »Hearts & Minds«.

I aften, torsdag, er der »Suppe, sang og is« på Højskolen Skærgården, og på søndag skal de syndige madlyster frem i lyset på Herning Bibliotek.

Hanne Lundgren Nielsen, som er Folkeuniversitetets festivalchef, fortæller i en pressemeddelelse, hvorfor festivalen sætter fokus på mad, og hvorfor det er noget, som burde interessere os alle:

- Mad er et inspirerende emne at bygge en festival på. Hvad enten du fylder dine dage med arbejde, håndbold eller havearbejde, hvor mad bare er det nødvendige brændstof, eller du laver hele maddage, hvor sylte, bage og familiefrokoster er selve centrum for din dag, så er mad uomgængelig. Mad fylder noget hos os alle.

Livretter og lækkerlysten
Lysten til noget helt bestemt kender vi alle, og lysterne kan være meget forskellige. Nogle elsker sushi og andre oksespidsbryst med peberrodssovs. Hvornår skal lysten efter livretter - eller mere usunde livsvalg som slik, sodavand og lignende reguleres? Skal vi tro på, at vi bare regulerer os selv?

I søndagens arrangement »Cravings - nydelse og afhængighed!« sætter to eksperter spot på spørgsmålene på Herning Bibliotek.

Marianne Zangenberg Lynggard, lektor i human ernæring fra VIA University College, og psykolog Anne Schieber diskuterer, hvad vi egentlig skal stille op med alle vores madlyster.

- At have lyst til noget særligt mad, som dette arrangement handler om, kender vi vist alle. Det er en meget konkret følelse, og typisk et behov, som man kan få opfyldt - når man får det eftertragtede marcipanbrød, eller hvad man har lagt øjnene på. Men egentlig rækker lystfølelser meget bredere end det. Store dele af livet handler om at være drevet af noget, have lyst til noget og have en længsel efter noget. Så i den forstand, går viden om cravings meget dybere end bare mad, siger Hanne Lundgren Nielsen.

Hearts & Minds er en festival om det gode liv, og den finder sted i hele Region Midtjylland i den kommende weekend.