DMI: En uge med gode solchancer

Ugens vejr byder på både sol, svag vind og lokale hagl- og tordenbyger, oplyser DMI

VEJRET Sluserne åbnede sig vildt og pludseligt i weekenden, og vejrguderne vil i den kommende uge også levere en pose blandede bolscher. Der kan komme lokale torden- og haglbyger, men vil solen også kigge frem.

Det fortæller Frank Nielsen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut.

Tirsdag vil byde på byger. De sydlige og østlige egne kan være heldige og få en del sol, mens resten af landet skal forvente mere ustadigt vejr.

- Temperaturen vil ligesom mandag lægge sig mellem ti og 15 grader, siger Frank Nielsen.

Det samme gør sig gældende onsdag, hvor der dog kan komme flere skyer, hvilket vil resultere i flere byger. Vinden vil friske op fra vest.

Torsdag kan til gengæld ligne et mindre vendepunkt, fortæller Frank Nielsen.

- Torsdag vil nok blive ugens flotteste dag med nogen sol og kun enkelte, lokale byger. Vinden vil igen være svag og drejer mod øst, så der er lidt forbedring i udsigt torsdag, siger han.

Temperaturen vil dog holde sig på samme niveau som på ugens første tre dage med op til 17 grader.

Fredag vil begynde pænt med gode solchancer. Et lavtryk fra øst vil dog trænge sig på i løbet af dagen og give mere ustabil vejr på Bornholm.

- Det er lidt usikkert, hvilken bane det tager, og det kan også ramme dele af Sjælland og give flere skyer og byger, siger Frank Nielsen.

På billedet herover er det regnsvejret søndag, hvor det pludselig skiftede fra solskin til styrtregn og tordenvejr. Endda så voldsomt, at fodboldkampen mellem FCM og Hobro kortvarigt måtte afbrydes.