FCK-FCM bliver alligevel med tilskuere

Martin Hove Thomsen 

Når FC Midtjylland 10. september gæster Telia Parken, bliver det med fans på lægterne

FODBOLD FC København blev efter uroligheder på Brøndby Stadion idømt en straf på to hjemmekampe uden tilskuere. Den ene af de kampe er mod FC Midtjylland, men da FCK har appelleret dommen, bliver kampen mellem FCK og FCM alligevel med opbakning fra tribunerne, når det går løs i Telia Parken 10. september klokken 16.

Så længe appelsagen behandles, har »løverne« nemlig lov til at spille for tilskuere.

Det skriver FC København på klubbens hjemmeside.

»Fodboldens Appelinstans har besluttet, at F.C. Københavns kommende hjemmekamp mod FC Midtjylland den 10. september, kl. 16 er åben for tilskuere, fordi dommen først vil træde i kraft, når FCKs appelsag mod kendelsen fra Fodboldens Disciplnærinstans er blevet færdigbehandlet,« lyder det, mens klubben desuden oplyser:

»Det er uvist, hvor lang tid, det tager før sagen er endeligt afgjort, men mens den er i gang vil FCK’s kampe blive spillet med tilskuere.«