Tysk medie kæder Onuachu sammen med Werder Bremen

Den tyske avis Bild mener at vide, at Werder Bremen er interesseret i FCM’s Paul Onuachu

FODBOLD Den nigerianske FCM-profil Paul Onuachu rygtes til Werder Bremen. Det skriver Europas største avis, tyske Bild, der sædvanligvis er velorienteret om det tyske transfermarked.

Sportsdirektøren i Werder Bremen, Frank Baumann, ønsker dog ikke over for Bild at kommentere den påståede interesse for angriberen, men fastslår generelt om klubbens angrebsjagt:

- Vi arbejder intensivt på at realisere nogle transfers, siger han.

Sportsdirektøren understreger samtidig, at forstærkningen også kan være en angriber, der skal bruge lidt tid.

- Det kan også være en angriber, der hjælper os på længere sigt, og ved hans tilstedeværelse tilføjer et nyt element i vores spil, siger han til Bild.

Prisen på Onuachu er dog ifølge Bild for høj til Werders ønske. Mediet mener, at FC Midtjylland kræver over 10 millioner euro for den målfarlige angriber, hvortil den tyske sportsdirektør i Werder Bremen siger:

- Nogle gange må man vente, fordi priserne stadig er for høje.

Paul Onuachu er for øjeblikket i gang med at komme sig over den blindtarmsbetændelse, som han for nylig blev opereret for.