FCM’s udekamp mod FCK flyttes

Martin Hove Thomsen 

Hobro-SønderjyskE og FCK-FCM bytter kamptidspunkter

FODBOLD Når FC Midtjylland skal på besøg i Telia Parken og møde de forsvarende mestre fra FC København, bliver det en søndagskamp i stedet for en fredagskamp.

Kampen var først programsat til at skulle spilles fredag 8. september, men den er nu blevet flyttet til søndag 10. september.

Det oplyser FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.

Kampen skal som følge af FCK’s straf for urolighederne på Brøndby Stadion spilles uden tilskuere - med mindre FCK får medhold i sin appel.