Europa-exit har igen gjort Thorup til bookmakernes fyrings-favorit

Kim Stoltenberg Hansen 

Trænersædet i FCM er rødglødende, mener man hos bookmakerfirmaet NordicBet. Herning Folkeblads sportsredaktør er uenig

FYRINGSFAVORIT FC Midtjylland missede Europa League, og det har fået bookmakerne til at sende Jess Thorup helt op i toppen af favoritfeltet til at blive manden, der får sæsonens første fyring i Superligaen.

Hos NordicBet er man overbeviste om, at sædet under Ulve-træner Jess Thorup må være brandvarmt. Rødglødende, kalder NordicBets pressechef Thomas Holm det.

- Kigger man på FC Midtjyllands præstationer i Jess Thorup-perioden, så virker holdet ikke til at have spillet op til sit potentiale på noget tidspunkt. Det blev særligt tydeligt i går, hvor man røg ud af Europa til et meget ordinært cypriotisk hold. Derudover må det betegnes som et ligaens større mysterier, at Thorup ikke har formået at udnytte en kapacitet som Rafael van der Vaart, siger Thomas Holm.

Andre trænere burde være favoritter
Favorit-rollen undrer Jørn Just Kristensen, sportsredaktør på Herning Folkeblad.

- Det fortæller mig egentlig mest, at det er et firma, der ikke sidder i Herning eller Ikast, for det er ikke de signaler, vi fornemmer. Jeg tror egentlig, at der er mange eksperter rundt i landet, der ser Thorup som mere fyringstruet, end han er. Det er som om, at der er startet en cyklus; Hver gang FCM ikke vinder, bliver Thorup udråbt som fyringsfavorit, siger sportsredaktøren, der fornemmer, at bestyrelsen slet ikke er så utilfreds med resultaterne.

- Thorup har dybest set indfriet målsætningen i Superligaen i begge sine hidtidige sæsoner i form af kvalifikation til Europa. Og i de europæiske turneringer har FCM løftet sig markant under Thorup. Gennem tiderne har FCM spillet 62 kampe i Europa - de 30 af dem har været med Thorup som træner, pointerer Jørn Just Kristensen.

Han undrer sig over, at fyringspilen ikke peger på et af de hold, der ligger i bunden af Superligaen. FCM ligger trods alt nummer to.

- Randers ligger sidst uden sejr, og AaB har heller ikke vundet en eneste kamp og blot scoret fem mål. Det burde da gøre Olafur Kristjansson og Morten Wieghorst til mere sandsynlige fyringer. Og hvis jeg må drille lidt, så har Ståle Solbakkens københavnske tropper også tre point færre end FCM - på af trods et langt større budget, siger Herning Folkeblads sportsredaktør, Jørn Just Kristensen.

Hvilken Superliga-træner forlader først sin post?
Jess Thorup 2.50

Olafur Kristjansson 2.85

Glen Riddersholm 8.00

Morten Wieghorst 8.00

Ståle Solbakken 45.00