Trist afslutning: FC Midtjylland ude af Europa League

Thomas Damm 

1-1 var ikke nok til at komme i gruppespillet

FODBOLD Med Rilwan Hassans føringsmål efter et flot angreb efter bare 10 minutter så det godt ud for FCM’s forhåbninger om at gå videre i Europa.

Men Apollon Limassol havde vundet den første kamp 3-2, så »ulvene« skulle vinde.

Det så også godt ud frem til pausen. Men blot fem minutter inde i anden halvleg udlignede André Schembri til 1-1. To FCM’ere gik op i den samme duel, og så var der pludselig plads til Schembri. En noget ærgerlig scoring.

Det mål formåede FCM aldrig at overvinde. Der var kun ganske få tilløb til chancer i resten af anden halvleg for FCM.

FCM var endda tæt på at komme bagud 1-2, da Szolt Korscmár begik et noget klodset straffespark. Målmand Jesper Hansen reddede flot.

I kampens sidste minutter kastede FCM alt frem, men stadig uden for alvor at blive farlige. Det blev til nogle tilløb, men altså ikke nok til at overliste et klogt spillende cypriotisk mandskab. Dermed fortsætter Apollon til gruppespillet, mens FCM kan fokusere på Superligaen.

Næste udfordring for »ulvene« er på søndag hjemme på MCH Arena mod Lyngby.