Forskningsminister Søren Pind vender hjem til Herning for at åbne Forskningens Dag

Forskere fra Hospitalsenheden Vest præsenterer 29 nye resultater i MCH Herning Kongrescenter

HERNING Når forsknings- og uddannelsescentret Nido Danmark i morgen torsdag for tredje år i træk holder Forskningens Dag, bliver det med åbningstale af ingen ringere end uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

Det videnskabelige program har denne gang ikke mindst fokus på nye resultater fra hospitalets forskning i de store folkesygdomme - forskningsresultater, der ifølge en pressemeddelelse understreger og udbygger hospitalets klare strategi og position inden for forskning i de store folkesygdomme på internationalt niveau.

I løbet af dagen vil man kunne blive klogere på ny viden om blandt andet hjertesygdomme, gigt og stress, der kan få betydning for behandlingen af nogle af de store folkesygdomme i den danske befolkning.

Raskere, klogere og rigere
Tre universitetsklinikker og et større antal forskningsafsnit udgør rygraden i sundhedsforskningen på Hospitalsenheden Vest, hvor alle afdelinger bidrager ud fra tanken om, at klinisk praksis, forskning, uddannelse og innovation går hånd i hånd. Resultater omsættes til praksis og samarbejder med patienter, kolleger, industri og erhvervsliv.

Søren Pind understreger da også, at forskning er med til at fremtidssikre Danmark:

- Vi har behov for forskningsmiljøer i verdensklasse. Forskning i stress, hjertesygdomme og gigt kommer os alle sammen til gode. Det handler om forebyggelse, behandling og pleje. Det gør danskerne raskere, personalet på hospitalerne klogere og Danmark rigere, siger uddannelses- og forskningsministeren, der i øvrigt er født i Herning.

Tæt universitets-samarbejde
Mange af hospitalets forskere har et tæt forskningsmæssigt samarbejde med Aarhus Universitet, hvor institutleder Kristjar Skajaa ikke mindst glæder sig over samarbejdet med de tre universitetsklinikker inden for arbejdsmedicin, nyresygdom og blodtryksforhøjelse samt hånd-, hofte- og knækirurgi:

- Når Hospitalsenheden Vest har hele tre forskningsbaserede afdelinger tilknyttet forskningen på Aarhus Universitet, er det et håndgribeligt udtryk for, at vi i høj grad anerkender kvaliteten og omfanget af forskningsarbejdet, siger Kristjar Skajaa.

Forskningens Dag byder på 16 mundtlige præsentationer og 13 poster-præsentationer fra hospitalets forskere samt et par inviterede foredrag. Der er op mod 150 tilmeldte deltagere.