Thorup efter sen nedtur: Vi står godt til returkampen

Det var en mavepuster at tabe i overtiden, men Jess Thorup tror på gruppespillet

FC Midtjylland har en fornuftig mulighed for at komme i Europa Leagues gruppespil slev om et godt 2-2-resultat i kampens overtid blev til et ikke nær så godt 2-3-nederlag..

Sådan lyder vurderingen fra holdets træner, Jess Thorup, som mener at det cypriotiske hold er til at ryste.

- Vi viste, at når vi fik sat nogle pasninger sammen, så kan vi spille rundt om dem. Vi viste også, at vi har noget fart og nogle omstillinger, der gør ondt på dem, siger Jess Thorup til tv-stationen 6’eren.

FCM-træneren ærgrer sig kun over den dårlige start og de fejl, der førte til cyprioternes mål.

- Vi spillede, hvis man ser bort fra de første 15-20 minutter, en virkelig flot europæisk udekamp, var i fuld kontrol og kom tilbage to gange. Der er kun det malurt i bægeret, at de scorede i overtiden, ellers ville vi have jublet i omklædningsrummet. Nu er stemningen lidt mere afdæmpet, siger Jess Thorup.

Afdæmpet er humøret i hvert fald hos anfører Jakob Poulsen, der dog er enig med sin træner i, at der er muligheder i returkampen.

- Troen er der stadig. Lige nu er vi sindssygt skuffede, for vi synes bestemt, at der var mere i denne kamp, end det vi fik ud af den, siger Jakob Poulsen. /ritzau/