Overtidsdukkert: FCM dummede sig igen

Ole Bitsch 

FC Midtjylland havde 2-2 i sækken, men tabte 2-3 i overtiden på Cypern

FODBOLD Sikke et negativt dejavú for FC Midtjylland.

To minutter inde i overtiden var stillingen 2-2 på AEK Arena, men så slog cypriotiske Apollon Limassol til på en hurtig omstilling. Boom! 3-2 til værterne - og en ny europæisk udebanedukkert for FCM-mandskabet, der dummede sig præcis på samme måde i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.

Dengang tabte »ulvene« med 2-3 på en ultra sen scoring i Polen mod Arka Gdynia. Og lektien har det midtjyske hold åbenbart ikke lært.

På Cypern blev Ioannis Pittas den store helt, da han midt i et ellers proppet FCM-felt udnyttede passiviteten sparkede bolden fladt forbi keeper Jesper Hansen. Få øjeblik senere fløjtede kampens engelsker dommer, Michael Oliver, af - og så var tilfredshed hos FCM igen forvandlet til skuffelse.

Gæsterne fra det midtjyske havde ellers et fantastisk udgangspunkt inden de deprimerende slutminutter.

Den norske angriber Alexander Sørloth, der fik chancen fra start i stedet for en sygdomsramt Paul Onuachu, havde nettet to gange til at sikre »ulvene« 2-2 i den vanskelige udekamp på Cypern.

Begge scoringer var flotte forwardmål fra nordmanden - først, da han inden pausen headede Jonas Borrings indlæg i kassen til 1-1. I anden halvleg var det en fornem dybdebold fra Jakob Poulsen, som Sørloth i høj fart forvandlede til en sikker scoring forbi Apollons keeper.

Men det var ikke nok for FC Midtjylland, der - vanen tro også i denne sæson - producerede mange chancer, men midtjyderne led atter under sløset forsvarsspil. Præcis som tilfældet har været i store dele af den nye sæson.

Apollons to mål faldt efter situationer, hvor både FCM’s midtbane og bagkæde kunne og burde have reageret mere aggressivt.

Som ved 1-0, da Charalampos Kyriakou uhindret fik lov til at sparke læderet ind fra distancen. Eller da brasilianske Vander hamrede Limassol foran efter en hændelse, hvor FCM ikke clearede en løs bold i eget felt.

Håbet om Europa League-gruppespillet lever dog fortsat for FC Midtjylland, der har fordel af hjemmebane i næste torsdags returkamp i Herning.

Her vil FCM med sikkerhed igen skabe underholdning og målchancer, men den alt for gavmilde defensiv er nødt til at møde op i en langt stærkere version.

Ellers slutter Europa-eventyret.