Fem gange standup

Fredag er der masser af humor i Herning

HERNING Ikke bare én men hele fem af Danmarks bedste komikere tager på tour landet over med »Fem - Zulu Comedy Festival On Tour«.

Konceptet er enkelt: Fem komikere, der elsker at optræde og levere gode grin. Publikum kan se frem til et show, hvor de alle fem kommer rundt i alle hjørner af genren med skarpe og humoristiske betragtninger.

Dan Andersen er Danmarks komikalske troubadour. Han hitter både på scenen og på de sociale medier. Uhøjtideligt og næsten for ærligt fortæller han om kæresterier, skavanker og øvrige tilbøjeligheder.

Daniel Lill er en nærværende og skarp komiker. Hans gode humør smitter langt ud over scenekanten med hans altid imødekommende tilgang til sit publikum. Han er kendt for at tage fat i de små finurligheder i hverdagen og bringe dem i søgelyset til nøje vurdering.

Rasmus Olsen er forfatter, instruktør og en af de mest brugte jokesmede herhjemme, men først og fremmest er han standup-komiker. Med fødderne solidt plantet i sketchshows, tv-serier og ikke mindst seersuccesen »Dybvaaaaad!«.

Heino Hansen er et naturtalent inden for standup. Det gik blot et halvt år fra hans debut som komiker til, at han var fast opvarmer for Linda P.

Morten Wichmann debuterede som komiker allerede tilbage i 2007. Han er original og med sin blanding af skarphed, logik og drenget charme vinder han utvivlsomt publikums gunst.