Bookmakerne: FCM indkasserer mål på Cypern

Kim Stoltenberg Hansen 

Ulvene er bestemt ikke favoritter i deres Europa League-møde med Limassol. Det skyldes især det vakkelvorne forsvar

FODBOLD FC Midtjyllands tropper er ikke just en defensiv mur. Polske Arka Gdydia scorede fire mål i to opgør. Og i sæsonens foreløbige fem superliga-kampe har FCM indkasseret 10 mål - næstværst af de 14 hold i rækken. Dermed indkasserer ulvene i gennemsnit to mål i hver kamp i øjeblikket, og det afspejler sig også i de mange odds, der er på kampen i aften mellem Apollon Limassol og FC Midtjylland.

Hvis man eksempelvis vælger at spille 100 kroner på, at FCM ikke indkasser et mål, så kan man få 290 kroner i gevinst. Tror man derimod på, at FCM som sædvanlig må hente mindst en bold ud af egne netmasker, så får man kun 22 kroner for sine satsede 100 kroner.

Thorup: 3-2 til FCM
På pressemødet i går på Cypern kunne en af de lokale journalister gøre Jess Thorup opmærksom på, hvor mange mål hans hold har indkasseret på det seneste, men det fik blot Jess Thorup - med en smil på læben - til at svare, at FCM jo også scorer masser af mål, og derfor måske ville vinde 3-2 i aften.

Den tror bookmakerne dog heller ikke på. De tror på, at Limassol vinder i aften. Her er odds 2,15, mens der er samme odds 3.35 på både uafgjort og på FCM-sejr.

Heldigvis spiller man både hjemme og ude, og i det samlede billede er FCM favoritter til at snuppe pladsen i Europa League-gruppespillet. Her er der odds 1,7 på FCM og odds 2,00 på cyprioterne.

50 millioner på spil
Det første opgør i Cypern spilles 19.00, mens der er returkamp på MCH Arena næste torsdag klokken 20.00.

Det er en dyst, hvor der er store penge på spil. FC Midtjyllands ledelse har tidligere vurderet, at kvalifikation til et gruppespil vil indbringe cirka 50 millioner kroner.

Herunder kan du forresten stemme på, hvordan du tror det kommer til at gå FCM i de to kval-kampe mod Limassol.