Mette Frederiksen-speeddating på biblioteket

Mød S-formanden i øjenhøjde på onsdag

HERNING Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen vil onsdag 16. august stå klar til en times speed-dating med vælgerne på Herning Bibliotek.

Mette Frederiksen er på rundtur i landet som optakt til efterårets valg til byråd og regionsråd. På Herning Bibliotek kan vælgerne også møde partiets spidskandidat til regionsrådet, Anders Kühnau, og Tommy Tønning, der står øverst på Socialdemokratiets liste til byrådsvalget i Herning. Med til mødet er også Socialdemokratiets lokalt valgte medlem af Folketinget Mogens Jensen, fortæller Tommy Tønning.

- Vi er klar til at tale med vælgerne om alt, men vi har et par ting, vi også selv gerne vil vende med vælgerne. Det er blandt andet, hvordan Herning kan blive en bedre uddannelsesby og om brugen af Hernings penge på events kontra velfærd, siger Tommy Tønning.