Påvirket bilist løb lige i armene på politiet

19-årig bilist på afveje

HERNING Onsdag aften kørte en 19-årig mand fra Snejbjerg rundt i Herning og lavede ulykker.

Ved 22-tiden kørte han rundt på parkeringspladsen ved kollegiet på Nørregade i Herning og ramte her to parkerede biler. Vidner ringede til politiet og fortalte, at de mente den unge bilist var påvirket.

Kort efter var den gal ved Museumsgade og Gl. Vejlevej. Her ramlede den 19-årige ind i et træ. Han forsøgte at få nogle beboere på vejen til at hjælpe ham fri. Det nægtede de, og den unge bilist gik sin vej.

Men han vendte kort efter tilbage til den ramponerede Opel Astra. Det var måske ikke så heldigt, for der løb han lige i armene på en politipatrulje,d er var kommet frem for at undersøge sagen.

Den 19-årige blev skønnet påvirket af både alkohol og stoffer og bliver sigtet for det, oplyser lokalpolitiet i Herning.