Vrede herningensere til herningCentret: Aflys cirkus-event

Anna Østergaard Bjørn 

En shitstorm på Facebook har sat en stopper for event i herningCentret med Cirkus Trapez

HERNING Hvad der skulle have været en sjov begivenhed for børn og voksne i herningCentret, endte som en mindre shitstorm og aflysning. Det begyndte, da herningCentret i mandags lagde en begivenhed på deres Facebookside. De inviterede herningenserne til herningCentret, hvor det var meningen, at Cirkus Trapez i dag, onsdag, skulle lave lidt tricks. Det udløste en del uforudsete kommentarer.

»Håber dæleme folk husker på, at cirkus Trapez ikke burde have lov til at forsætte. Så sent som i maj måned var cirkusset anmeldt for dyremishandling, og det var de også sidste år blandt andet af en dyrlæge, så lad for Guds skyld være med at købe billetter, hvis du bare har lidt hjerte for dyrene«, skrev Henriette Dalholm i kommentarsporet.

»Synes ærlig talt ikke, det er et cirkus, som I burde støtte op om! Helt ærligt, så er det vist en ommer«, skrev Lotte Pedersen.

Og nu har herningCentret lyttet til kritikken og droppet cirkus-forestillingen.