Dansk utur og italiensk spurttriumf

Jørn Just Kristensen 

Herning-rytter Johan Langballe ærgrer sig på egne og holdets vegne efter dansk juniorskuffelse

CYKLING De danske ryttere fyldte meget i løbet, men rullede tomhændede i mål i juniormændenes linieløb ved EM i Herning i aftes.

Stortalentet Julius Johansen var løbets suverænt mest aktive rytter og var blandt andet med i et langt udbrud over mere end 60 kilometer. Men planerne for løbets afslutning gik i vasken, erkender Herning-rytter Johan Langballe.

- Jeg er rigtig skuffet. Det blev ikke vores dag, siger Johan Langballe til Folkebladet.

- På sidste omgang var der ikke rigtigt nogen af os, der følte, at vi havde det i os, så vi besluttede at køre 100 procent for Oliver Wulff, som er vores sprinter. Det var meningen, at jeg skulle være sidste mand til at aflevere ham. Men jeg blev fanget for mange gange bag styrt og folk, der lod sig falde tilbage, når de havde gjort deres job, beskriver Johan Langballe, der tidligere på året vandt juniorernes udgave af Kuurne-Bruxelles-Kuurne.

Manglede mad
Den 18-årige aarhusianer har det seneste halvandet års tid kørt for Herning Cykle Klub og nød de vante omgivelser. Men én ting gik tidligt galt for ham.

- Jeg fik ingenting at spise. To gange tabte jeg de poser, jeg skulle have haft, og det lykkedes aldrig at få noget op nedefra vores bil. Det betaler jeg prisen for til sidst. Jeg forbrænder 3000 kalorier på sådan et løb her, og jeg er faktisk mere sulten end træt lige nu, fortæller den frustrerede Herning-rytter.

Italiensk sprintsejr
Det 120,6 kilometer lange og yderst levende og tempofyldte løb endte i stedet med en massespurt. Dér var den italienske forhåndsfavorit Michele Gazzoli stærkest. Han tog guldet foran norske Søren Wærenskjold og tyske Niklas Märkl.

Selv om Oliver Wulff kun fik hjælp af én rytter, Julius Johansen, på løbets sidste fem-seks kilometer, endte den danske sprinter trods alt som nummer fire.

Symptomatisk for den danske utur endte Julius Johansen i asfalten. Den brølstærke sjællænder styrtede få hundrede meter før målstregen, og løbets mest aktive rytter rullede således hjem med en stribe skrammer på kroppen.