Foto: Henrik Ole Jensen

Efterlyst mand i voldssag fra Herning er blevet identificeret

HERNING Lokalpolitiet i Herning er kommet et vigtigt skridt videre i efterforskningen af en voldssag fra 1. juli ved Fakta i Vestergade.

Politiet efterlyste i tirsdags en mand, der er filmet i Fakta, kort før en 36-årig mand blev overfaldet, og politiet mente, at den efterlyste mand havde noget med sagen at gøre.

Billederne af den efterlyste mand fik to personer til at kontakte politiet.

- Vi fik to henvendelser, hvor de uafhængigt af hinanden navngav samme person. Vi har efterfølgende talt med den efterlystes familie, som har bekræftet, at det er ham, som er på billedet, fortæller Lars Boe Larsen fra lokalpolitiet i Herning.

Spiller en rolle
Den efterlyste mand er 19 år og fra Sjælland, og han vil blive afhørt i nærmeste fremtid, oplyser politiet.

- Det er en person, som har haft en rolle i forhold til at få lagt puslespillet omkring, hvad der er sket, siger Lars Boe Larsen.

1. juli omkring klokken 19 blev den 36-årige mand kontaktet af fire mænd uden for Fakta i Vestergade, og de tvang ham ind i en stor, sort bil, hvor han blev slået og sparket flere gange.

Det lykkedes ham at flygte fra bilen, og han kastede sig ind på bagsædet af en tilfældig bil ved Møllegrillen på Møllegade, og bilen kørte ham bort fra stedet. Han blev sat af ikke langt derfra, mens gerningsmændene forsvandt.

Sort bil er vigtig
- Vi hører gerne fra vidner, som ikke allerede er blevet afhørt. Hvis de har set noget ved Fakta og i området ved Fakta eller har set en sort Kia Karneval køre fra stedet. Hvis vidner kan sige noget om, hvem der har siddet i bilen, er vi meget interesserede i det, siger Lars Boe Larsen. -phn