Hembo-familien med i nyt tv-program

Christina og Claus Hembo fortæller »Sandheden om vores au pair« på TV 2

HERNING-FILIPPINERNE »Sandheden om vores au pair.« Det er overskriften på tre nye tv-programmer, som TV 2 sender de tre kommende onsdage.

I programmerne følger seerne tre værtsfamilier, hvor familien Hembo fra Herning er den ene.

Tv-seerne kan på tæt hold følge hverdagen hos familien, der har en filippinsk au pair - og det er positivt, lyder det i tv-programmet fra Claus Hembo.

- Den gennemsnitlige danske børnefamilie er overbelastet, fordi forældrene skal nå så meget både på jobbet og på hjemmefronten. Så det ville frigive en masse ressourcer og samtidig forhindre en masse skænderier, hvis flere fik råd til en au pair, siger han.

Christina Hembo fortæller i tv-programmet, at hun i starten var ret skeptisk over for tanken om, at en au pair skulle flytte ind i familiens hjem.

- Min skepsis var møntet på, at der skulle bo en ekstra i huset. For hvad så med familielivet? Men jeg kunne godt mærke, at jeg blev mere og mere stresset. Så vi fik en au pair, og det er bare det bedste, vi har gjort, konstaterer Christina Hembo.

Familien er kede af, at der har været meget negativ snak om au pair-ordningen:

- Jeg synes, det er utroligt ærgerligt, at noget, der hos os og mange andre, vi kender, fungerer så fantastisk, skal kriminaliseres på grund af nogle dårlige eksempler fra Nordsjælland. Her i Herning kender vi kun til en lang række af succeshistorier med glade au pair-piger, siger Claus Hembo.

Med pigerne hjemme
Seerne kommer med på visit både i de tre danske hjem og på besøg i de filippinske hjem, hvor au pair-pigerne er rejst fra.

På den baggrund rejser programmet spørgsmålet om, hvad der får unge piger til at rejse 10.000 kilometer væk hjemmefra til det kolde nord? Og hvordan ser de danske værtsfamilier på ordningen og den kulturudveksling, som ordningen skal indeholde? Virker au pair-ordningen efter hensigten, eller om der er behov for en ændring?

Programmet tager blandt andet fat på, at au pair-ordningen kun er muliggjort af den tredje verdens fattigdom, der gør, at unge filippinske kvinder finder det attraktivt at rejse 10.000 kilometer væk fra deres familie i to år for at overtage den traditionelle husmors huslige pligter.

De medvirkende au pairs sender store dele af deres løn tilbage til deres filippinske familier og hjælper på den måde med husleje og skolebetaling for søskende.

Jennifer, der er au pair hos familien Hembo i Herning, sender sin løn hjem. Her hjælper pengene blandt andet med til at betale for det hjem, hendes forældre er ved at bygge op på Filippinerne.

Første proram sendes på TV 2

i morgen klokken 20.00