Hattrick af anfører i vildt FCM-comeback
Jørn Just KristensenFCM vendte 0-2 til 4-2 på udebane mod Ferencváros og står med halvandet ben i næste runde
FODBOLD Sikke en rutschebanetur.
I 44 minutter så det alt andet end lovende ud. FC Midtjylland havde svært ved at få spillet til at hænge sammen, og Ferencváros’ offensivesser var lynende farlige. Endre Botka og Roland Varga bragte de ungarske rekordmestre på 2-0.
Men i sidste minut af første halvleg vendte kampen på en tallerken efter et midtjysk mønsterangreb. Og så endte FC Midtjylland med at vinde 4-2 i en hæsblæsende fodboldkamp i Budapest.
Men tilbage til aftenens afgørende situation. Sidste minut af første halvleg. Bolden rullede flot fra Gustav Wikheim over Marc Dal Hende og Janus Drachmann til Jakob Poulsen, og kaptajnen sendte en blændende stikning ind i fødderne på Paul Onuachu. Han tog den godt med og blev prompte nedlagt af Ferencváros-forsvareren Julian Koch. Straffespark og rødt kort til Julian Koch. Jakob Poulsen reducerede til 1-2 på straffesparket.
Udvisningen ændrede kampbilledet. FCM var langt mere på bolden efter pausen, og efter en time kom udligningen.
Tim Sparv blev nedlagt få meter uden for feltet, og Jakob Poulsen scorer med et elegant spark over muren til 2-2.
Seks minutter senere fuldender kaptajnen sit hattrick. Mikkel Duelund, der kun har været på banen i to minutter, tryller i venstre side og forsvareren Bence Batik stikker klodset foden ud. Straffespark. Igen scorer Jakob Poulsen sikkert. 3-2.
Ungarerne forsøger at fremtvinge en udligning med et offensivt sats - selvom de blot er 10 mand. Lukasc Böle rammer stolpen.
Men i sidste minut af den ordinære spilletid cementerer Paul Onuachu den midtjyske sejr. Et godt opspil i højre side ender med, at nigerianeren kan trykke bolden over stregen fra tæt hold til 4-2.
FCM-bænken jubler ekstatisk. Den normalt så rolige Jess Thorup skriger sin glæde op mod tribunen. Det er unægteligt et blændende udgangspunkt før returkampen på MCH Arena på torsdag i næste uge.
Allerede i morgen fredag er der i øvrigt lodtrækning til næste runde. Det sker klokken 13.00 på UEFA’s hovedkontor i Nyon, Schweiz.
Ugens mest læste historier
Sorry. No data so far.