Fortidens fabrikker

HERNING Torsdag 6. juli afholder Museum Midtjylland temabyvandring om kælder- og baggårdsfabrikker i Herning.

Området omkring Grønnegade, Danmarksgade og St. St. Blichersgade var i 1940’erne til 1960’erne et levende industrikvarter. Sy- og strikmaskiner blev stoppet ind i, hvor der var plads i kældre, baghuse og på loftsrum. Viste produktionen sig at være bæredygtig, blev der bygget til. Andre lejede sig ind i mindre fabriksbygninger og flyttede videre, når der opstod pladsmangel.

Karakteristisk for mange af kvarterets fabrikker var, at produktionen lå i tæt tilknytning til familiernes private boliger. Det er dermed også historien om, hvordan tekstilindustrien på få årtier vandt indpas i et allerede eksisterende boligkvarter.

Turen starter på hjørnet af Grønnegade og Danmarksgade, hvor der fortælles om trikotagefabrikken Jensen & Kragelund. Herefter fortæller vi historien om Bernhardt Sørensens fabrik Clipper i St. St. Blichersgade. Vi krydser Sjællandsgade og afslutter turen på Olufsgade og Haraldsgade, hvor deltagerne skal høre om virksomheden Henrik Ellerbæk, hvis historie går tilbage til 1953.

Aftenens gæsteomviser er Villy Stampe.